onsdag den 5. marts 2014

Tekniske undersøgelser ved brand - og troen på ufejlbarlighed

TV-dokumentaren, der blev sendt d. 5. marts 2014, viste hvordan politiets brandteknikere ikke har nogen uddannelse (bortset fra et 3-dages kursus en gang om året), men alligevel udtaler sig med påtaget autoritet. (Ifølge udsendelsen havde en af brandteknikerne - før det første 3-dages kursus - den forhistorie, at han var hundefører, og det er jo ingen uddannelse).

Udsendelsen viste også, at beviser på at brandteknikernes antagelse om brandårsagen slet ikke ville kunne lade sig gøre i praksis (nemlig at selv tung maskinolie ikke vil kunne brænde det dybe hul i et bræddegulv fordi selv en sådan brandbar væske allerede ville brænde ud på under 1½ minut og dermed slet ikke ville kunne trænge igennem et trægulv)

- og at et bevis på at der faktisk er en anden årsag til branden end den, som brandteknikerne umiddelbart antager, blot bliver ignoreret og ikke anført i den slutrapport, der udarbejdes (nemlig oplysningen om, at en ovn på stedet havde frembragt en svejseflamme-varm lysbue på grund af en dårlig kontakt)

- og at det er direkte forkert, når brandteknikerne i sagen påstod, at man med vand (fra brandslangerne) kan fjerne alle rester af tunge brandbare væsker (i sagen viste ingen af de mange prøver spor efter de brandtekniske væsker, men denne årsagsforklaring blev alligevel fastholdt i den brandtekniske slutrapport)

- samt at brandteknikerne bruger en lærebog, som er notorisk forkert - og i øvrigt meget mangelfuld

- åbner for det spørgsmål, om så ikke også alle tidligere brandsager burde gennemgås af en brandkyndig for at finde uskyldigt dømte.

Der må være mange tidligere sager, for i gennemsnit udkaldes brandtekniker-korpset til en brand om dagen i Danmark.

I udsendelsen interviewedes en amerikansk ekspert som faktisk havde taget fejl engang, idet han havde følt sig sikker på, at en bestemt person måtte have påført en brand til sit hus. Denne pågældende amerikaner stod til at blive dømt til døden, fordi branden medførte flere personers død.

I det pågældende tilfælde var det så utrolig heldigt, at der var et tomt nabohus med samme indretning, og som til lejligheden kunne brændes af for i praksis at tjekke, om ild i en sofa ville kunne medføre en så hurtig brand, som den sigtede påstod, at der var tale om. Det kunne den så, viste det sig, da der blev sat ild til sofaen i nabohuset.

Årsagen til den voldsomme og hurtige brand skyldtes de stoffer, som sådan en sofa er lavet af. De kan danne gasser, som samler sig øverst i rummet, og bliver årsag til en meget voldsom og hurtigt forløbende brand, - og de kunstige, plastlignende stoffer kan (i modsætning til en brandbar væske) holde på varmen, så der kan opstå dybe huller i gulvplanker.

Den sigtede amerikaner fik ikke alene lov at leve videre, - han blev også frikendt. Og den amerikanske ekspert blev endnu mere ekspert efter den aha-oplevelse - og blev sidenhen forfatter til brandtekniske lærebøger, som i volumen og dybde får den danske lærebog (som politiet holder hemmelig, og derfor kun kendes af journalister fra en kopi) til at ligne en tekstopgave, som en gymnasieelev kunne have lavet.

Sagen rejser en række principielle spørgsmål, såsom:
Burde det danske politi ikke offentliggøre deres lærebog, når nu det amerikanske politi offentliggør deres?
Burde danske forsvarsadvokater ikke have adgang til den mangelfulde danske lærebog?
Burde politiets mangelfulde lærebog ikke være offentlig alene af den grund, at forskere så ville kunne tjekke den for fejl?
Burde journalister ikke have adgang til den, så de kan tjekke den for fejl?

Dertil kan så lægges spørgsmål om uddannelsen af de tekniske brandeksperter, som man efter at have set udsendelsen ikke kan bruge ordet "ekspert" om, uden at få en mærkelig fornemmelse i munden.

Men selve det forhold, at man efter at have taget fejl forbliver i fejlopfattelsen trods tydelige tegn på, at man har taget fejl, kan man jo kun undgå, hvis man har en procedure, hvor man inddrager andre personer, som ikke som udgangspunkt har taget stilling, og som derfor kan se på sagen med nye øjne.

I den forgangne uge tog jeg selv fejl, og måtte bagefter undre mig over, hvor let man kan risikere at forblive i fejltagelsen. Det drejede sig såmænd bare om, at jeg kom til at gå forkert i Seattle, idet jeg kunne se vand forude og gik i den tro, at det var søen, hvorimod det faktisk var bugten. Efterfølgende kan jeg konstatere, at der var flere ting, som burde have fået mig til at skifte mening. Men når man føler sig sikker, stiller man jo ikke engang spørgsmålet, om der er et spørgsmål overhovedet. Jeg kunne efterfølgende konstatere:
- at jeg gik længere end forventet
- at vejen skrånede alt for meget (ned mod bugten)
- at vejnavnene - omend nogle var velkendte for mig - lå forkert i forhold til hinanden
Jeg tog en taxi, og protesterede da chaufføren ville køre den modsatte vej end den, jeg troede, jeg manglede at gå.

Et kendt latinsk udtryk siger, at det er menneskeligt at fejle, men forkasteligt at forblive i fejltagelsen. Hvis man vil undgå det - som institution (f.eks. altså politiets brandtekniske afdeling; men det samme gælder også for det hygiejnetekniske personale på hospitaler osv.) kræver det, at der ansættes personer, som kun har til opgave at tjekke det øvrige personale for fejl, og som dekoreres under lyden af basuner, fløjter og trommer, når det lykkes for dem at finde sådanne fejlopfattelser i institutionen.