torsdag den 25. september 2014

Giftige svampe - og spiselige svampe

Især mennesker med asiatiske rødder risikerer at blive forgiftet af svampe, når de samler svampe i danske skove. I f.eks. Thailand er det udbredt at samle svampe, og hvide svampe anses her ofte for spiselige og posesvampe - der har meget stor lighed med vores allermest giftige svampearter - sælges ligefrem på markeder i Thailand. Posesvampe er spiselige, men igen og igen har det medført forgiftninger, når "posesvampe" samles i danske skove, for det er næsten altid de dødeligt giftige fluesvampe, der så samles her. (Og som er dødeligt giftige selv efter varmebehandlingen i køkkenet!).

Arterne Snehvid Fluesvamp og Grøn Fluesvamp har meget stor lighed med de posesvampe, som thailændere kender fra hjemlandet. Situationen er den samme i Norge, hvor der i 2014-sæsonen har været adskillige forgiftninger, specielt med mennesker med asiatiske rødder:

http://www.dagsavisen.no/nyemeninger/alle_meninger/cat1003/subcat1015/thread305221/#post_305221

De thailandske foreninger og tilsvarende asiatiske foreninger har ikke vist interesse for at uddanne deres medlemmer og har end ikke vist interesse for at oversætte og uddele de brochurer om giftige svampe, som de er blevet tilbudt.

I Sønderjylland har man lavet et enkelt lille undervisningsforsøg i svampe for thailændere her i 2014. Der skal dog meget mere til. Jeg oplever på mine ture i Hareskoven, at der er mange svampeplukkere fra østlande. De har ingen egentlig viden om svampe, men bruger nogle tommelfingerregler. Så længe de holder sig til rørhatte og samler i bestemte områder kan tommelfingerreglerne faktisk fungere. Men det gør de ikke altid. Jeg så en gruppe thailændere, som havde samlet Alm.Netbladhat, som kan give blodcelle-sammenklumpninger af farlig karakter på grund af en særlig egenskab i denne svampeart. Det kan faktisk være dødeligt. Desuden har der i Danmark været flere tilfælde af de omtalte misforståelser omkring fluesvamp/posesvamp - også med dødelig udgang.

Mennesker, som ikke har forståelse af begrebet "arter" inden for svampeverdenen bruger i stedet signatur-lære i et håbløst forsøg på at orientere sig i forhold til de mange svampe, som man typisk ser på en svampetur. Jeg afholder svampeture i Hareskoven hver måned året rundt, og på den seneste søndagstur blev der f.eks. fundet 110 arter på 2 timer på en tur, som startede ved Hareskov Station (hvorfra alle turene foregår; se http://www.uglesiden.wikispaces.com/hareskoven).

Signatur-lære hører Middelalderen til. Ikke desto mindre bruges det af folk i nutiden. Man hører ofte udsagnet "den svamp ser spiselig ud", eller det modsatte "den svamp ser giftig ud". Begge dele er noget forfærdelig sludder og vrøvl - man kan nemlig ikke SE på en svamp om den er spiselig eller giftig. Hverken form, farve, farveændring, voksested, konsistens, lugt eller smag afslører spiselighed eller giftighed. Svampens spiselighed afgøres alene af, hvilken svampeart, der er tale om. Svampearter har navne, dels danske navne, dels videnskabelige navne. De videnskabelige navne er to ord, hvor det første er slægtsnavnet, og det andet er artsnavnet (idet der typisk er mange arter inden for hver slægt).

Hvis der er én regel, som gælder inden for svamperiget, så er det reglen om, at der altid er undtagelser fra "regler", når det drejer sig om spiselighed. F.eks. er ikke alle fluesvampe giftige, og ikke alle champignon'er er spiselige og ikke alle rørhatte er ugiftige - osv. osv.

Konklusionen: Der bør undervises i svampekundskab - specielt i de foreninger, som retter sig mod asiatiske og østeuropæiske befolkningsgrupper, men naturligvis også over for alle andre svampesamlere. Den absolut bedste måde at lære svampe at kende på er ved at deltage på svampeekskursioner med svampekyndige. Men man kan også melde sig til kurser, hvor man lærer at bestemme svampe ud fra identifikations-nøgler (i stedet for blot at kikke billeder i bøger, hvilket er en MEGET usikker metode; de forskellige arter kendes nemlig på forskellige ting, og den ukyndige vil komme til at lægge vægt på ting, som ikke har betydning for arten - typisk f.eks. formen på svampen, og overser i den forbindelse andre, meget afgørende forskelle, såsom lamellernes farve, ringens udseende, stokbasis osv.). Dette kan man lære på svampebestemmelseskurser.

Det absolut bedste er naturligvis at tilmelde sig et almindeligt kursus, men hvis dette ikke er praktisk muligt kan man tilmelde sig et online-svampebestemmelseskursus: tlf/sms: 21729908 (Ole Terney, bionyt [@] gmail.com). Et online-svampebestemmelseskursus benytter sig af videoer af svampe, som man som kursusdeltager så skal bestemme ud fra identifikationsnøgler. Derved lærer man at lægge mærke til de ting, som for den pågældende svampeslægt og de pågældende nærtbeslægtede arter er vigtige kendetegn. (Og som altså er andre ting end det, man skal lægge mærke til inden for andre svampeslægter og for andre grupper af beslægtede arter).

Hvis man er en gruppe mennesker (firma / forening / vennegruppe / familie mv. ) kan man også bestille en svampeinstruktør til en svampetur. Det kan gøres her:  tlf/sms: 21729908 (Ole Terney, bionyt [@] gmail.com). Der er svampe hele året, men højsæson er september. I månederne før er der færre arter, men større chance for kantareller og Karl Johan. I månederne efter er der frem til frosten sætter ind mulighed for andre spiselige arter, men også stadig mulighed for f.eks. rørhatte og lejlighedsvis endog også nogle kantareller. I vintermånederne er der også visse spisesvampe, som tåler frost. I forårsmånederne kommer morkler frem, dog kan de være svære at finde.






onsdag den 5. marts 2014

Tekniske undersøgelser ved brand - og troen på ufejlbarlighed

TV-dokumentaren, der blev sendt d. 5. marts 2014, viste hvordan politiets brandteknikere ikke har nogen uddannelse (bortset fra et 3-dages kursus en gang om året), men alligevel udtaler sig med påtaget autoritet. (Ifølge udsendelsen havde en af brandteknikerne - før det første 3-dages kursus - den forhistorie, at han var hundefører, og det er jo ingen uddannelse).

Udsendelsen viste også, at beviser på at brandteknikernes antagelse om brandårsagen slet ikke ville kunne lade sig gøre i praksis (nemlig at selv tung maskinolie ikke vil kunne brænde det dybe hul i et bræddegulv fordi selv en sådan brandbar væske allerede ville brænde ud på under 1½ minut og dermed slet ikke ville kunne trænge igennem et trægulv)

- og at et bevis på at der faktisk er en anden årsag til branden end den, som brandteknikerne umiddelbart antager, blot bliver ignoreret og ikke anført i den slutrapport, der udarbejdes (nemlig oplysningen om, at en ovn på stedet havde frembragt en svejseflamme-varm lysbue på grund af en dårlig kontakt)

- og at det er direkte forkert, når brandteknikerne i sagen påstod, at man med vand (fra brandslangerne) kan fjerne alle rester af tunge brandbare væsker (i sagen viste ingen af de mange prøver spor efter de brandtekniske væsker, men denne årsagsforklaring blev alligevel fastholdt i den brandtekniske slutrapport)

- samt at brandteknikerne bruger en lærebog, som er notorisk forkert - og i øvrigt meget mangelfuld

- åbner for det spørgsmål, om så ikke også alle tidligere brandsager burde gennemgås af en brandkyndig for at finde uskyldigt dømte.

Der må være mange tidligere sager, for i gennemsnit udkaldes brandtekniker-korpset til en brand om dagen i Danmark.

I udsendelsen interviewedes en amerikansk ekspert som faktisk havde taget fejl engang, idet han havde følt sig sikker på, at en bestemt person måtte have påført en brand til sit hus. Denne pågældende amerikaner stod til at blive dømt til døden, fordi branden medførte flere personers død.

I det pågældende tilfælde var det så utrolig heldigt, at der var et tomt nabohus med samme indretning, og som til lejligheden kunne brændes af for i praksis at tjekke, om ild i en sofa ville kunne medføre en så hurtig brand, som den sigtede påstod, at der var tale om. Det kunne den så, viste det sig, da der blev sat ild til sofaen i nabohuset.

Årsagen til den voldsomme og hurtige brand skyldtes de stoffer, som sådan en sofa er lavet af. De kan danne gasser, som samler sig øverst i rummet, og bliver årsag til en meget voldsom og hurtigt forløbende brand, - og de kunstige, plastlignende stoffer kan (i modsætning til en brandbar væske) holde på varmen, så der kan opstå dybe huller i gulvplanker.

Den sigtede amerikaner fik ikke alene lov at leve videre, - han blev også frikendt. Og den amerikanske ekspert blev endnu mere ekspert efter den aha-oplevelse - og blev sidenhen forfatter til brandtekniske lærebøger, som i volumen og dybde får den danske lærebog (som politiet holder hemmelig, og derfor kun kendes af journalister fra en kopi) til at ligne en tekstopgave, som en gymnasieelev kunne have lavet.

Sagen rejser en række principielle spørgsmål, såsom:
Burde det danske politi ikke offentliggøre deres lærebog, når nu det amerikanske politi offentliggør deres?
Burde danske forsvarsadvokater ikke have adgang til den mangelfulde danske lærebog?
Burde politiets mangelfulde lærebog ikke være offentlig alene af den grund, at forskere så ville kunne tjekke den for fejl?
Burde journalister ikke have adgang til den, så de kan tjekke den for fejl?

Dertil kan så lægges spørgsmål om uddannelsen af de tekniske brandeksperter, som man efter at have set udsendelsen ikke kan bruge ordet "ekspert" om, uden at få en mærkelig fornemmelse i munden.

Men selve det forhold, at man efter at have taget fejl forbliver i fejlopfattelsen trods tydelige tegn på, at man har taget fejl, kan man jo kun undgå, hvis man har en procedure, hvor man inddrager andre personer, som ikke som udgangspunkt har taget stilling, og som derfor kan se på sagen med nye øjne.

I den forgangne uge tog jeg selv fejl, og måtte bagefter undre mig over, hvor let man kan risikere at forblive i fejltagelsen. Det drejede sig såmænd bare om, at jeg kom til at gå forkert i Seattle, idet jeg kunne se vand forude og gik i den tro, at det var søen, hvorimod det faktisk var bugten. Efterfølgende kan jeg konstatere, at der var flere ting, som burde have fået mig til at skifte mening. Men når man føler sig sikker, stiller man jo ikke engang spørgsmålet, om der er et spørgsmål overhovedet. Jeg kunne efterfølgende konstatere:
- at jeg gik længere end forventet
- at vejen skrånede alt for meget (ned mod bugten)
- at vejnavnene - omend nogle var velkendte for mig - lå forkert i forhold til hinanden
Jeg tog en taxi, og protesterede da chaufføren ville køre den modsatte vej end den, jeg troede, jeg manglede at gå.

Et kendt latinsk udtryk siger, at det er menneskeligt at fejle, men forkasteligt at forblive i fejltagelsen. Hvis man vil undgå det - som institution (f.eks. altså politiets brandtekniske afdeling; men det samme gælder også for det hygiejnetekniske personale på hospitaler osv.) kræver det, at der ansættes personer, som kun har til opgave at tjekke det øvrige personale for fejl, og som dekoreres under lyden af basuner, fløjter og trommer, når det lykkes for dem at finde sådanne fejlopfattelser i institutionen.