5 minutter om at komme igennem til 114

114 er telefonnummeret til politiet. Jeg ringede i dag for at meddele, at lyskrydset Ågade/Jagtvej ikke virker. Interessant oplevelse - det tog 5 minutter at komme igennem en række maskinstemmer, indtil jeg kunne aflevere min besked.

Alle maskinstemmer er på dansk.

Først bliver jeg bedt om at indtaste postnummeret på det sted, hvor jeg er, og som bestemmer hvor i landet jeg bliver viderestillet til. Jeg får dog også at vide, at jeg vil blive viderestillet til Københavns politi, hvis jeg ikke indtaster et postnummer. Dog skal jeg høre denne anmodning om postnummer hele tre gange før den automatiske viderestilling.

Derefter bliver jeg bedt om at indtaste tallet 1, 2 eller 3 afhængig af, hvad jeg vil. Denne gang oplyses ikke, om jeg kan undlade at indtaste noget. Denne tale er stadig på dansk.

Jeg får at vide at jeg ikke har indtastet noget, og anmodningen kommer igen. Jeg får den opfattelse, at jeg nu ikke kan komme videre og er tæt på at opgive. Pludselig kommer dog en person i røret.

Det hele tog 5 minutter. Hvis jeg ikke havde kunnet dansk ville jeg næppe have ventet 5 minutter og hørt på 5 maskinstemmer, som nævnede 30 valgmuligheder inkl. gentagelserne undervejs.

I øvrigt fungerede trafikken fint i krydset uden lysreguleringen. Både når der var meget tæt trafik på begge veje, og når  der var meget lidt trafik på begge veje. Behøver vi overhovedet lyskryds kunne man næsten spørge, men det er jo nok en meget god idé trods alt.

Video af lyskrydset uden lysregulering:
 http://youtu.be/xfD0WapxQ5A

Falske "videnskabelige" tidsskrifter forurener informationsstrømmen på Internettet. Forskere advarer.

Forskerverdenen er forfærdet over udsigten til, at falske kopitidsskrifter efterhånden vil skabe så meget støj på linien, at ingen efterhånden ved, hvem der leverer valide data, og hvem som bare snyder for at tjene penge.

Problemet er opstået i takt med, at stadig flere tidsskrifter vælger at lægge deres artikler gratis ud på Internettet. Dette kaldes OnLine-tidsskrifter med Open Access. Det giver skruppelløse mennesker ubegrænsede muligheder for at kopiere tidsskrifternes artikler og efterligne de videnskabelige tidsskrifters navne. De kan bl.a. tjene penge på at arrangere falske konferencer, med kostbare billetter til ligegyldige møder. Eksempelvis blev forskere rekrutteret til en konference kaldet ”Entomologi-2013”. Forskerne troede, at de var blevet udvalgt til at lave en præsentation på en præstigefuld konference ”Entomologi 2013” (uden bindestreg). De, der indvilligede i at deltage, blev senere opkrævet et klækkeligt gebyr for dette privilegium. Stort set alle, der havde betalt, fik en plads på podiet og adgang til at udgive et resumé. Men forskerne var altså blevet ført bag lyset. Det var pengene, der bestemte, hvem som fik adgang, og ikke om deres forskning var god. Disse forskere var snublet ind i en parallelverden af pseudoakademiske konferencer og tidsskrifter med navne, der næsten er identiske med de etablerede, velkendte udgivelser og konferencer.

Steven Goodman, der er dekan og professor i medicin ved Stanford Universitet og redaktør af tidsskriftet Clinical Trials, som har sine egne efterlignere, kalder dette fænomen "den mørke side af open access,". Open access har til formål at gøre videnskabelige publikationer frit tilgængelige.

Antallet af disse pseudoakademiske tidsskrifter og konferencer er eksploderet i de seneste år, efterhånden som videnskabelig publicering er skiftet fra den traditionelle forretningsmodel for faglige selskaber og organisationer, der næsten udelukkende har bygget på abonnementsaftaler, til åben adgang, som økonomisk bygger på, at forfattere eller deres universiteter og fonde betaler for offentliggørelsen af de videnskabelige arbejder online, hvor alle kan læse dem.

Åben adgang, altså Open Access, begyndte for omkring et årti siden. Metoden bredte sig hurtigt og vandt anerkendelse med fremkomsten af velansete, peer-reviewede tidsskrifter såsom Public Library of Science, kendt som PLoS, hvis artikler optages i databaser som PubMed, som vedligeholdes af National Library of Medicine, og er udvalgt for deres kvalitet.

Men nogle forskere slår nu alarm om, hvad de ser som udbredelsen af online tidsskrifter, der kun udgives for at få penge i kassen. De advarer om, at ikke-eksperter vil have store problemer med at skelne mellem troværdig forskning og det rene junk. De fleste mennesker kender ikke tidsskriftuniverset, og vil ikke kunne gennemskue, om et tidsskrift er videnskabeligt eller ej.

Tilsvarende står universiteterne over for nye udfordringer, når de skal vurdere CV'erne af akademikere. Er de publikationer, de angiver at have publiceret i, reelt videnskabelige eller blot maskeret til at ligne sådanne tidsskrifter? Nogle akademikere siger, at de selv har fundet det vanskeligt at gennemskue de useriøse tidsskrifter.

Fænomenet har vakt opmærksomhed i Nature, en af de mest konkurrencedygtige og velansete videnskabelige tidsskrifter i verden. I en artikel omtalte Nature den stigende forekomst af tvivlsomme operatører og diskuterede, om det var bedre at blackliste dem eller om man hellere skulle oprette en "hvid liste" over de open-access tidsskrifter, der opfylder visse standarder. De lavede også en tjekliste, som skal gøre det lettere at gennemskue de falske tidsskrifter og konferencer.

Jeffrey Beall, der er forskningsbibliotekar ved University of Colorado i Denver, har lavet sin egen sortliste over, hvad han kalder "aggressive open-access tidsskrifter." Der var 20 udgivere på hans liste i 2010, og nu i 2013 er der mere end 300. Han vurderer dog, at der faktisk kan være op til 4.000 sådanne aggressive tidsskrifter i dag, dvs. mindst 25 procent af det samlede antal af open-access tidsskrifter.

"Dette er nemme penge, kræver meget lidt arbejde, og der er næsten ingen barriere for at starte", siger han. Disse tidsskrifter sender email-invitationer ud som spredehagl til akademikere, og ofte vil de ikke oplyse prisen på at få en artikel i tidsskriftet før efter, at den faktisk er blevet udgivet online.

En udgiver på Jeffrey Beall’s liste,” Avens Publishing Group”, tilbyder endog 20% af sine indtægter til enhver, som indvilliger i at være redaktør på deres tidsskrifter. Et af de mest produktive udgivere på Jeffrey Beall’s  liste, en person ved navn Srinubabu Gedela, har omkring 250 tidsskrifter og kræver så meget som $ 2.700 pr. artikel af forfatterne. Denne Srinubabu Gedela angiver at have en ph.d.-titel fra Andhra University i Indien, og påstår på sin hjemmeside at have "udført underværker inden for bioteknologi."

Det skal nævnes, at det ikke i sig selv er usædvanligt, at akademiske forfattere betaler for at få udgivet en artikel. Denne metode bruges også af mange akademiske tidsskrifter, der udgives af respekterede forlag. Offentliggørelse af akademiske artikler koster mange penge, fordi artiklerne næsten ikke læses af nogen, og selv betalingen fra biblioteker ville ikke kunne betale for udgivelsen. Selvfølgelig dækkes denne betaling i sidste ende ikke af forskeren selv, men af forskernes statstilskud eller fondsbevillinger.

Den stigende forekomst af useriøse tidsskrifter, som giver sig ud for at være videnskabelige, er en meget foruroligende tendens, mener forskere. Ikke forskere vil let lade sig imponere af en lang liste over referencer i en artikel eller bog, og vil meget sjældent se kritisk på, om de citerede referencer er fra peer-reviewede kilder.

Den såkaldte peer-review metode betyder, at man ved vurderingen af alle videnskabelige afhandlinger i tidsskrifter forud for publiceringen har ladet artikelmanuskriptet gennemgå af 2 eller 3 eksperter på området. Den endelige beslutning om at udgive er dog op til redaktøren. Der vil naturligvis være risiko for, at redaktøren ikke er standhaftig nok, eller at der er blevet anvendt en doven peer reviewer (bemærk, at en peer reviewer – som skal tjekke for faglige fejl, rimelighed i konklusionerne og udeladelser og altså ikke kan kaldes en korrekturlæser – er en forsker, der ikke bliver betalt for at gøre dette arbejde. Det betragtes som en ære at blive spurgt om man vil være peer reviewer på en artikel, og det sker anonymt). Systemet er ikke perfekt, og der er risiko for middelmådighed i artiklerne, og endog for alvorligt misbrug, men det er det bedste, man i praksis kan gøre, for at sikre kvaliteten. Der eksisterer gode redaktører, der arbejder hårdt for at få systemet til at fungere godt, og derved tiltrækkes gode forfattere til sådanne tidsskrifter. Tidsskriftet Nature hæger f.eks. meget om sit gode rygte.

Støjkilder på forskningspublikationsfronten skyldtes tidligere primært inkompetence eller ideologiske dagsordener, men der er altså i stigende grad tale om støj, der er specielt frembragt med direkte onde hensigter mod systemet eller i form af simpelt tyveri. I en verden, som afhænger af sund videnskab og sund udvikling af nye, stadig mere komplekse teknologier, er det usædvanligt farligt, mener forskerne, som kalder situation analog med, hvis man tillod private borgere at trykke penge, fordi de falske penge ville udvande værdien af rigtige penge. Da ingen er ekspert inden for alle videnskabelige områder, kan falske "videnskabelige" artikler, der er offentliggjort i falske tidsskrifter, forurene tankegangen hos dem, der ikke indser, at der ikke er tale om "rigtige" videnskabelige tidsskrifter. En "hvid liste" over tidsskrifter, der følger de korrekte procedurer, er hårdt tiltrængt for at hjælpe med at dæmme op for denne urene informationsstrøm, mener forskere.

Til vurdering af tidsskrifternes lødighed kunne man f.eks. anvende oplysninger, såsom:

Hvor længe har tidsskriftet eksisteret (ældre tidsskrifter er mere tilbøjelige til at have et veletableret ry)?

Hvem er udgiveren af tidsskriftet?

Har tidsskriftet en betydningsfaktor (impact factor), og i givet fald, hvordan har denne effektfaktor ændret sig over tid?

Hvilke velrenommerede indekserings tjenester er tidsskriftet opført i?

Hvis tidsskriftet er nyt, hvad var så motivationen for dets oprettelse?

Der er naturligvis store fordele ved, at der er fri adgang til den videnskabelige litteratur, men det medfører altså som bivirkning, at Internettet samtidig også vil blive fyldt med mere eller mindre falsk-videnskabelige eller dårligt-videnskabelige artikler, som for den uindviede ikke er til at skelne fra den gode videnskabelige litteratur. Løsningen for den enkelte forsker er altid at stræbe efter at få sine artikler i de mest velrenommerede tidsskrifter, og at videnskabsjournalister holder sig a jour med, hvilke kilder de kan stole på.  Andre må så stole på videnskabsjournalisterne, og ikke altid på hvad de selv finder Internettet. 

http://www.nytimes.com/2013/04/08/health/for-scientists-an-exploding-world-of-pseudo-academia.html?smid=fb-share&_r=0