Isbjørne og klimaændringer

Her for tiden kommer det ene skybrud efter det andet, og i Pakistan er 17 mill. mennesker berørt af enorme oversvømmelser, som også kan få sikkerhedspolitiske virkninger for resten af verden.

Arkæolog Jens Fog Jensen fra Nationalmuseet blev den 31. juli 2010 angrebet af en ung isbjørnehan under feltarbejde på Clavering Ø ved Forskningsstation Zackenberg i Nordøstgrønland. Det lykkedes hans kollega, forskningsprofessor Bjarne Grønnow, at dræbe dyret med tre riffelskud, og forskeren slap fra angrebet med bidsår og flænger i ben og arme og uden varige mén. Der er en usædvanlig forekomst af isbjørne i området. Varmere klima med mindre havis må være årsagen. Det er sult, der driver en isbjørn til at angribe mennesker. Samme uge havde en anden, voksen bjørn passet forskere fra Grønlands Naturinstitut og DMU op på lokaliteten Sandøen i fjorden, men den blev skræmt væk.

I 2009 blev der observeret tre isbjørne ved forskningsstationen, men ellers er det flere år siden, man har set isbjørne ved Zackenberg. Denne bjørn er gået direkte efter Jens Fog Jensen, der var optaget af sine notater, men heldigvis lykkedes det for hans kollega at opdage dyret, og få skudt den i sidste øjeblik.
Obduktion viste, at den unge hanisbjørn kun havde tang i maven. Isbjørne kan jage ringsæler på isen, hvorimod der ikke er meget føde at komme efter på land, kun lidt bær, tang og måske en fugleunge eller et ådsel - det batter ikke noget for et så stort dyr.

I Arktisk Canada er det ikke usædvanligt at få besøg af isbjørne flere gange i døgnet i en lejr. Men alligevel lykkes det altid at skræmme dyrene væk med de rigtige skræmmemidler og undgå at skyde dem. Men sulten kan overskygge, at de normalt undgår kontakt.

Spørgsmålet er, om arten kan overleve. US Geological Survey har vurderet, at totredjedele af den nuværende isbjørnebestand vil være forsvundet i midten af dette århundrede, hvis isen i Arktis fortsætter med at forsvinde i samme hastighed, som det er sket gennem de seneste årtier. Den aktuelle episode skete netop på den årstid – august og september – hvor der er mindst havis, og hvor det derfor er sværest for isbjørnene at fange sæler ved Østgrønland. Sælerne er lettest tilgængelige om foråret og tidlig sommer, hvor de soler sig på isen.

På et turisttur så 45 svenske turister i juli 2010 hele 19 isbjørne ved Svalbard - men for et par år siden så danske ornithologer og gymnasielærere ikke mindre end 55 isbjørne på et tilsvarende besøg på Svalbard. Isbjørnene kunne ikke komme fra Svalbard på grund af den manglende is. Turistmæssigt synes Svalbard nu at være sikker for at se isbjørne. De svenske turister så isbjørn med to unger og en isbjørn, som forgæves forsøgte at fange en sæl i vandet. Men baggrunden for de mange fine isbjørnebilleder, som turisterne kunne hjembringe, er ikke så rar at tænke på.