Falske "videnskabelige" tidsskrifter forurener informationsstrømmen på Internettet. Forskere advarer.
Forskerverdenen er forfærdet over udsigten til, at falske kopitidsskrifter
efterhånden vil skabe så meget støj på linien, at ingen efterhånden ved, hvem
der leverer valide data, og hvem som bare snyder for at tjene penge.
Problemet er opstået i takt med, at stadig flere
tidsskrifter vælger at lægge deres artikler gratis ud på Internettet. Dette
kaldes OnLine-tidsskrifter med Open Access. Det giver skruppelløse mennesker
ubegrænsede muligheder for at kopiere tidsskrifternes artikler og efterligne de
videnskabelige tidsskrifters navne. De kan bl.a. tjene penge på at arrangere
falske konferencer, med kostbare billetter til ligegyldige møder. Eksempelvis
blev forskere rekrutteret til en konference kaldet ”Entomologi-2013”. Forskerne
troede, at de var blevet udvalgt til at lave en præsentation på en præstigefuld
konference ”Entomologi 2013” (uden bindestreg). De, der indvilligede i at
deltage, blev senere opkrævet et klækkeligt gebyr for dette privilegium. Stort
set alle, der havde betalt, fik en plads på podiet og adgang til at udgive et resumé.
Men forskerne var altså blevet ført bag lyset. Det var pengene, der bestemte,
hvem som fik adgang, og ikke om deres forskning var god. Disse forskere var
snublet ind i en parallelverden af pseudoakademiske konferencer og tidsskrifter
med navne, der næsten er identiske med de etablerede, velkendte udgivelser og konferencer.
Steven Goodman, der er dekan og professor i medicin ved
Stanford Universitet og redaktør af tidsskriftet Clinical Trials, som har sine
egne efterlignere, kalder dette fænomen "den mørke side af open
access,". Open access har til formål at gøre videnskabelige publikationer
frit tilgængelige.
Antallet af disse pseudoakademiske tidsskrifter og
konferencer er eksploderet i de seneste år, efterhånden som videnskabelig
publicering er skiftet fra den traditionelle forretningsmodel for faglige
selskaber og organisationer, der næsten udelukkende har bygget på
abonnementsaftaler, til åben adgang, som økonomisk bygger på, at forfattere
eller deres universiteter og fonde betaler for offentliggørelsen af de
videnskabelige arbejder online, hvor alle kan læse dem.
Åben adgang, altså Open Access, begyndte for omkring et årti
siden. Metoden bredte sig hurtigt og vandt anerkendelse med fremkomsten af velansete,
peer-reviewede tidsskrifter såsom Public Library of Science, kendt som PLoS,
hvis artikler optages i databaser som PubMed, som vedligeholdes af National
Library of Medicine, og er udvalgt for deres kvalitet.
Men nogle forskere slår nu alarm om, hvad de ser som
udbredelsen af online tidsskrifter, der kun udgives for at få penge i kassen.
De advarer om, at ikke-eksperter vil have store problemer med at skelne mellem troværdig
forskning og det rene junk. De fleste mennesker kender ikke
tidsskriftuniverset, og vil ikke kunne gennemskue, om et tidsskrift er videnskabeligt
eller ej.
Tilsvarende står universiteterne over for nye udfordringer,
når de skal vurdere CV'erne af akademikere. Er de publikationer, de angiver at
have publiceret i, reelt videnskabelige eller blot maskeret til at ligne
sådanne tidsskrifter? Nogle akademikere siger, at de selv har fundet det
vanskeligt at gennemskue de useriøse tidsskrifter.
Fænomenet har vakt opmærksomhed i Nature, en af de mest
konkurrencedygtige og velansete videnskabelige tidsskrifter i verden. I en artikel
omtalte Nature den stigende forekomst af tvivlsomme operatører og diskuterede,
om det var bedre at blackliste dem eller om man hellere skulle oprette en
"hvid liste" over de open-access tidsskrifter, der opfylder visse
standarder. De lavede også en tjekliste, som skal gøre det lettere at
gennemskue de falske tidsskrifter og konferencer.
Jeffrey Beall, der er forskningsbibliotekar ved University
of Colorado i Denver, har lavet sin egen sortliste over, hvad han kalder
"aggressive open-access tidsskrifter." Der var 20 udgivere på hans
liste i 2010, og nu i 2013 er der mere end 300. Han vurderer dog, at der faktisk
kan være op til 4.000 sådanne aggressive tidsskrifter i dag, dvs. mindst 25
procent af det samlede antal af open-access tidsskrifter.
"Dette er nemme penge, kræver meget lidt arbejde, og der
er næsten ingen barriere for at starte", siger han. Disse tidsskrifter sender
email-invitationer ud som spredehagl til akademikere, og ofte vil de ikke
oplyse prisen på at få en artikel i tidsskriftet før efter, at den faktisk er
blevet udgivet online.
En udgiver på Jeffrey Beall’s liste,” Avens Publishing Group”,
tilbyder endog 20% af sine indtægter til enhver, som indvilliger i at være
redaktør på deres tidsskrifter. Et af de mest produktive udgivere på Jeffrey
Beall’s liste, en person ved navn Srinubabu
Gedela, har omkring 250 tidsskrifter og kræver så meget som $ 2.700 pr. artikel
af forfatterne. Denne Srinubabu Gedela angiver at have en ph.d.-titel fra
Andhra University i Indien, og påstår på sin hjemmeside at have "udført underværker
inden for bioteknologi."
Det skal nævnes, at det ikke i sig selv er usædvanligt, at akademiske
forfattere betaler for at få udgivet en artikel. Denne metode bruges også af mange
akademiske tidsskrifter, der udgives af respekterede forlag. Offentliggørelse af
akademiske artikler koster mange penge, fordi artiklerne næsten ikke læses af
nogen, og selv betalingen fra biblioteker ville ikke kunne betale for
udgivelsen. Selvfølgelig dækkes denne betaling i sidste ende ikke af forskeren
selv, men af forskernes statstilskud eller fondsbevillinger.
Den stigende forekomst af useriøse tidsskrifter, som giver
sig ud for at være videnskabelige, er en meget foruroligende tendens, mener
forskere. Ikke forskere vil let lade sig imponere af en lang liste over
referencer i en artikel eller bog, og vil meget sjældent se kritisk på, om de
citerede referencer er fra peer-reviewede kilder.
Den såkaldte peer-review metode betyder, at man ved
vurderingen af alle videnskabelige afhandlinger i tidsskrifter forud for
publiceringen har ladet artikelmanuskriptet gennemgå af 2 eller 3 eksperter på
området. Den endelige beslutning om at udgive er dog op til redaktøren. Der vil
naturligvis være risiko for, at redaktøren ikke er standhaftig nok, eller at
der er blevet anvendt en doven peer reviewer (bemærk, at en peer reviewer – som
skal tjekke for faglige fejl, rimelighed i konklusionerne og udeladelser og
altså ikke kan kaldes en korrekturlæser – er en forsker, der ikke bliver betalt
for at gøre dette arbejde. Det betragtes som en ære at blive spurgt om man vil være
peer reviewer på en artikel, og det sker anonymt). Systemet er ikke perfekt, og
der er risiko for middelmådighed i artiklerne, og endog for alvorligt misbrug,
men det er det bedste, man i praksis kan gøre, for at sikre kvaliteten. Der
eksisterer gode redaktører, der arbejder hårdt for at få systemet til at
fungere godt, og derved tiltrækkes gode forfattere til sådanne tidsskrifter.
Tidsskriftet Nature hæger f.eks. meget om sit gode rygte.
Støjkilder på forskningspublikationsfronten skyldtes tidligere
primært inkompetence eller ideologiske dagsordener, men der er altså i stigende
grad tale om støj, der er specielt frembragt med direkte onde hensigter mod
systemet eller i form af simpelt tyveri. I en verden, som afhænger af sund
videnskab og sund udvikling af nye, stadig mere komplekse teknologier, er det
usædvanligt farligt, mener forskerne, som kalder situation analog med, hvis man
tillod private borgere at trykke penge, fordi de falske penge ville udvande
værdien af rigtige penge. Da ingen er ekspert inden for alle videnskabelige
områder, kan falske "videnskabelige" artikler, der er offentliggjort
i falske tidsskrifter, forurene tankegangen hos dem, der ikke indser, at der
ikke er tale om "rigtige" videnskabelige tidsskrifter. En "hvid liste"
over tidsskrifter, der følger de korrekte procedurer, er hårdt tiltrængt for at
hjælpe med at dæmme op for denne urene informationsstrøm, mener forskere.
Til vurdering af tidsskrifternes lødighed kunne man f.eks. anvende
oplysninger, såsom:
Hvor længe har tidsskriftet eksisteret (ældre tidsskrifter
er mere tilbøjelige til at have et veletableret ry)?
Hvem er udgiveren af tidsskriftet?
Har tidsskriftet en betydningsfaktor (impact factor), og i
givet fald, hvordan har denne effektfaktor ændret sig over tid?
Hvilke velrenommerede indekserings tjenester er tidsskriftet
opført i?
Hvis tidsskriftet er nyt, hvad var så motivationen for dets
oprettelse?
Der er naturligvis store fordele ved, at der er fri adgang
til den videnskabelige litteratur, men det medfører altså som bivirkning, at
Internettet samtidig også vil blive fyldt med mere eller mindre
falsk-videnskabelige eller dårligt-videnskabelige artikler, som for den
uindviede ikke er til at skelne fra den gode videnskabelige litteratur.
Løsningen for den enkelte forsker er altid at stræbe efter at få sine artikler
i de mest velrenommerede tidsskrifter, og at videnskabsjournalister holder sig
a jour med, hvilke kilder de kan stole på. Andre må så stole på videnskabsjournalisterne,
og ikke altid på hvad de selv finder Internettet.
Kommentarer
Send en kommentar